Fysioflow og manuel bindevævsbehandling

Fysio Flow er en dansk træningsmetode udviklet med afsæt i evidensbaseret praksis. Der arbejdes med kroppens bindevæv – kroppens fascier -via manuel behandling eller gennem aktive bevægeøvelser, med det formål at øge bevægeligheden og aktivere kroppens ro- og hvilesystem.

Essensen i træning og behandling af kroppens fasciesystem er at skabe bevægelse. Fasciesystemet har et stort indhold af hyaluronsyre, som er et stof der har til funktion at binde væske. Vores krop er svøbt i et `sliding system` af forskellige linjer, som ligger under huden i flere lag. Vi har et overfladisk og et dybt lag af bindevævslinjer, som omslutter vores krop fra top til tå. Dette system har behov for bevægelse for at opretholde et godt `glid`.
Hvis man f.eks. har stillesiddende arbejde eller udsættes for fiksering eksempelvis efter en skade, kan bindevævet påvirkes således, at glidningen imellem lagene bliver nedsat og derved gør det vanskeligere, at bevæge sig. Stress over en længere periode kan have samme negative konsekvens.
Fysioflow-træning er til dig med eller uden smerter, der ønsker en mere eftergivelig og bevægelig krop. Derigennem vil du opleve færre smerter og en fornemmelse af fysisk og mental lethed.